Martsjournal

April-journal

Måneden lakker endnu engang mod enden, og det er allerede en måned siden, at jeg udgav min marts-journal. Jeg har kørt slutspurt på BA, og pludselig er tiden rendt fra mig. Pudsigt nok i den her ellers stille tid.
Men I skal ikke snydes for en lille journal her på falderebet.

Måneden har sikkert ikke været så meget anderledes end hos så mange af jer andre.
Jeg er lige så stille startet på arbejdet igen, og jeg har afleveret min BA. Jeg er så lykkelig over, at jeg er kommet igennem den del, og nu venter der mig bare et spændende indretningsdesignkursus og to eksaminer. Inden længe kan jeg endelig kalde mig BA i Designkultur. Jeg får stadig spørgsmål vedrørende min uddannelse, og dem kan du læse lidt om i mit tidligere indlæg (her).

Bund ærligt, så kan jeg næsten ikke huske, hvad måneden har budt på, fordi tiden på en eller anden måde, bare går for tiden. Jeg er sikkert ikke den eneste som sidder inde med den følelse. Men måneden har stået i lejlighedens tegn. Vi har virkelig været i gang med den helt store tur herhjemme, og nu er vi langt om længe godt i gang med køkkenet.

Ydermere har vejret jo været helt fantastisk, hvilket selvfølgelig har gjort at meget af tiden også er blevet tilbragt udenfor. Det vejr som vi har haft, har jo gjort alting meget nemmere at være i. Jeg vil ønske at det fortsætter!


Men lad os starte med det korte

Jeg lytter til ‘Home is Where We’re Going’ med BFF
Jeg har set alle sæsoner af Forbrydelsen (igen). De ligger på DR og jeg havde helt glemt, hvor gode jeg synes de var
Jeg ser serien Mrs. America på HBO
Jeg følger med i Sommerdrømme på TV2
Jeg læser i “Alt det lys vi ikke ser”. Jeg begyndte på den for flere år siden, men nu skal den altså læses til ende. Den skulle være så god. 
Jeg har fået testet endnu flere af Mellisas lækre hudplejeprodukter. I denne måned, hvor solen har været stærk, har jeg benyttet mig af denne her sag. Den har solfaktor 15, og så er den fantastisk at blande med, i sin foundation.
Jeg har fået rulleskøjter igen, og jeg havde helt glemt, hvor sjovt det er at rulle. Meget sjovere, hvis ikke løbeskoene trækker i en!
Jeg er i gang med et nyt strikkeprojekt. Denne gang en langærmet strikcardigan fra PetiteKnit, i noget ala det her garn og det her. Planen er at bruge den til de mange sommeraftener, som jeg regner med at vi får. 

I spørger i øvrigt stadig til mine andre veste, og dem kan I læse om lige her.   

Jeg er blevet så bidt af strikkerriet, at det næsten tager al min tid. Hver en lille time, hvor jeg ikke skal noget, så sidder jeg med pindene i hænderne. Det er en skøn hobby, og jeg glæder mig til at give mig i kast med mange flere strikkeprojekter.


Det lange

Og apropos projekter, så har april om nogen budt på små hyggeprojekter i lejligheden.

Vi startede måneden ud med at rykke rundt i soveværelset, og det har simpelthen givet så meget mere rumfornemmelse.
Dog kan man nu se at vores gardiner er for korte (afsløret), så dét skal der gøres noget ved. Så nu starter kampen med, at finde de rigtige gardiner her ind til også.
Og så tænker jeg også, at der skal laves en radiatorskjuler til dette rum.

(Sengetæppe, bænk, kurv

Vi er nemlig blevet så tilfredse med den vi har fået bygget inde i stuen.
I starten af måneden fik vi bygget os en radiatorskjuler, og guiden til den smider jeg op på Instagram inden længe. Hvis I skal have en meget udførlig guide, vil jeg anbefale guiden fra Copenhagenwildness. Vi har dog bare brugt fodpaneler som ramme, da de passer lidt bedre til vores stuk rundt i loftet. Alle materialer er købt i Silvan, og gitteret fandt vi på DBA. (Lampe, stager, vase)

Derudover har jeg også fået malet vores kære Billy skab fra Ikea. Vi har i sin tid købt det på DBA til billige penge, så jeg tænkte at skaden ikke var så stor, hvis det skulle gå galt. Jeg startede med at komme hæftegrunder på, og så brugte jeg træmaling med høj glans i. Yderfarven er fra Hafnia og hedder Sandwood, og den blå farve er blandet sammen af gamle malingrester.

Spejlet ved siden af er et gammelt loppefund, som også har fået en klat maling i samme farve som skabet. Jeg er overbevist om, at spejle får rum til at virke større, og faktisk synes jeg at det fungerer.


Som I også har kunnet fornemme, er vi i gang i køkkenet. Lige nu er elektrikerne i fuld gang, og i næste uge bestiller vi det nye køkken. Vi har ikke valgt vores drømmekøkken, da vi har prioriteret at gemme det til den dag, hvor vi står i vores “rigtige” hjem. Vi har valgt et Ikea-køkken, og det bliver et praktisk og simpelt køkken, som vil passe ind i de fleste hjem. Men den køkkensnak vil jeg vente lidt med. Jeg kan dog afsløre at vi kommer til at gå med et gråt køkken, hvide gulve og elementer af rustfrit stål.

(Sidebord, lampe, krus, låger)

Jeg tænker og tænker på, hvad jeg ellers har lavet i måneden. Der er ikke nogen tvivl om, at måneden har stået i lejlighedens tegn. Vi har prioriteret at få ryddet op i mange af vores ting, og det har resulteret i, at vi har kunnet købe lidt nyt til stuen.

Og SNART modtager vi vores smukke smukke gardiner, som vi har valgt fra Anddrape. Se dem i indlægget her. Faktisk har vi ryddet så meget op i vores ting på loftet, at vi også har kunnet købe os et rundt spisebord. Og jeg elsker det allerede. Vi har i lang tid savnet at have et rundt bord, og nu tog vi beslutningen om, at det skulle være. Vi har købt det smukke FDB bord ‘Bjørk’ (her) med udtræk og vi håber på, at det kommer til at følge os i mange år. Derudover er der også flyttet en ny stol fra Takt CPH ind, og det er helt sikkert ikke den sidste.


Jeg har fødselsdag lige om hjørnet, og i weekenden kommer mine forældre på besøg. Normalt plejer jeg at invitere hele min familie og svigerfamilie, men i år bliver det hele lidt anderledes. Taget alt i betragtning er det nu også okay i år. Vi har været meget igennem, og at det “bare” bliver en stille og rolig 25-års, klager jeg heller ikke over.

Maj-måned er en helt særlig måned for mig i år. Ikke kun fordi jeg afleverer BA eller fylder 25 år. Men til maj skal vores lille pige begraves på de ukendtes på Bispebjerg. Og faktisk glæder jeg mig til at det sker, så vi langt om længe kan lægge en smule låg på den triste situation. Pludselig kommer en kirkegård til at give mening for mig, og jeg glæder mig til at kunne komme og besøge stedet.

Jeg forsøger hver dag at se det positive i dagene, men åh hvor er det op ad bakke, når man ikke kan have mange ting på programmet, at se frem til. I det mindste lærer man at værdsætte de små glæder i hverdagene, og det vil jeg tage med mig ind i den nye måned.


Maj-mål

Køkkenet skal være færdigt. Uden tvivl!
Holde en hyggelig familiefødselsdag
Holde den dejligste fødselsdag sammen med mine kære veninder
Tage på endnu flere badeture til stranden. Det var en kæmpe succes, og jeg studser over, hvorfor jeg ikke er begyndt på det meget før!
Få rullet nogle lange ture i den friske luft
Nyde at mit BA-projekt er afleveret
Gå en masse ture rundt i København
At færdiggøre nogle af alle mine ufærdige strikkeprojekter


Hvad kan jeg se frem til i maj

Først og fremmest min fødselsdag, som bærer præg af ønsker til den bløde og hyggelige side.

(Pude, plaid, strik, skjorte, kande, lampe og bog)


Jeg kan se frem til at starte på det sidste og afsluttende på mit studie. Et indretningsdesign-kursus, som jeg glæder mig utroligt meget til at starte på.

Ellers står det meste af min måned åben, og jeg glæder mig til at se hvad måneden byder sig. I den her tid kan vi vel næsten kun blive positivt overraskede.

Lad os krydse fingre for en masse solskinsvejr!


Kram og tak fordi du læser med,

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Martsjournal