Når et kapitel lukkes og et nyt skal startes

Februarjournal


Det er nogle måneder siden at jeg lavede en journal sidst, og siden sidst tør det siges at der er sket en del. Jeg vil ikke gå i alt for mange detaljer, men der har været en jul, et nytår, en vinterferie og ikke mindst er jeg trådt ind i mit sidste semester. Alt imens tiden har stået stille for mig, har den fortsat udenfor. Nu glæder jeg mig faktisk til, at blive en del af den igen.

Som jeg skrev i det tidligere indlæg (læs her) har der været flere ting, som jeg nu har skullet tage stilling til, og særligt også i forhold til bloggen. Responsen har været at I synes, at jeg skal fortsætte, så det gør jeg lidt endnu.
Så hvorfor ikke starte, hvor det gik godt, nemlig med de månedlige journaler?

Så lad os starte med det korte…


Det korte 

Jeg lytter til ‘Underdog’ med Alicia Keys & ‘Reason’ med Wangel
Jeg følger med i serierne: Når støvet har lagt sig,  Badehotellet og The Outsider (HBO)
Jeg har fået set serierne: The Act (HBO), Atypical (Netflix), Thirteen (HBO) og Mellem os (TV2-play)
Vi er startet forfra på Klovn-serien herhjemme. Altid et sikkert hit!
Jeg har fået set filmen Bohemian Rhapsody og Unge Astrid på Viaplay (endelig, og hvor er de gode!)
Jeg læser bøgerne “Den der lever stille” og “Æstetisk Bæredygtighed” (i forbindelse med min Bachelor)
Jeg har været i biografen og se Klovn. Helt ærligt så synes jeg, at det er den bedste af alle tre, og den føles bare som et langt Klovnafsnit (fantastisk)
Nydt kaffe og kage hos Hart Bageri
Været på Lille Petra Café og drikke kaffe. Det er blevet endnu mere smukt efter at de har fået lavet om! Tag et smut forbi, det er besøget værd.
Skal til Kähler-event i morgen
Jeg har imellemtiden lært at strikke, og jeg glæder mig allerede til flere strikkeprojekter. Garnet er i hvert fald købt!


Det lange 

Februar har været en turbulent og hård måned…. Aldrig i mit liv har jeg prøvet noget så hårdt, som at miste. At miste en baby i uge 18 sætter sine spor, og det har været utrolig svært for mig, at komme ovenpå igen. Særligt fordi man konstant bliver mindet om det på den ene eller anden måde. Forhåbentlig bliver vores sidste sygehus besøg lige foreløbig i morgen!
Jeg har brugt flere uger på sofaen, og det er jo lige til at blive skør af, men her i slutningen af februar har jeg heldigvis fundet lidt energi frem igen, og jeg kan begynde at mærke mig selv igen, selvom sorgen stadig fylder hver dag.
I fredags kunne jeg nyde en tur på café med Jacob, og det var fantastisk at komme lidt ud igen. Særligt sammen med ham!

Vi har haft en del besøg af vores familie, og den ene weekend havde vi brug for at komme ud af byen, så vi tog først til Frederiksborg Slot, derefter et smut forbi Fredensborg og sidst forbi Kronborg. Jeg skal helt sikkert en tur forbi alle slotte igen til sommer!
Derudover skal det også siges at jeg har haft en utal af dejlige venindebesøg, som har været gode til at sørge for os og passe på os.

Det er så sjovt at læse min Oktoberjournal igennem, særligt fordi at flere af ting som jeg satte mig for aldrig blev nået. Nogle af dem er vi kommet efter nu, og endelig kan vi også sætte flueben ved stuen, som nu er blevet malet hvid igen. Nu mangler vi bare at give gulvet en tur mere, og finde ud af hvad der skal hænge på væggene.

Jeg har i den grad haft masser af Anna-tid den seneste måned, hvor jeg har kunnet pleje mig selv. Men at trisse rundt på 52 kvadratmeter i en måned, det bliver man også lidt træt af.
Alt imens at jeg har været så meget hjemme, så har jeg virkelig haft lyst til at forandre lejligheden ovenpå alt det her. Så nu har vi endelig også fået givet soveværelset en overhaling og færdiggjort badeværelset (mere eller mindre), og NU venter køkkenet endelig! (Et køkkenindlæg følger)

Indholdsmæssigt er der måske ikke sket så meget andet, så derfor glæder jeg mig nu ekstra meget til at komme lidt fra det hele når vi nu drager på ferie torsdag morgen. Turen går til Marrakech og jeg glæder mig så meget til at komme lidt på andre tanker, inden hverdagen forhåbentlig starter for mig igen.

Nu skal jeg bare have pakket, for jeg er mere end klar til at komme afsted på ferie.

På vores seneste sygehusbesøg forleden dag begyndte vi at lege ‘I min kuffert pakker jeg’, og den leg forbinder jeg altid med ferie. Så her kommer der lige i min kuffert pakker jeg, for som sagt drager vi på ferie lige om lidt og….

Aftersun // Solcreme // Top // Kjole // Solbriller // Bog // Clutch // Badedragt // Klipklapper

Der skal jeg helt sikkert have nogle af mine lange kjoler med. Der er alligevel knap 30 grader dernede, så på resortet får jeg helt sikkert brug for nogle af mine toppe. Den store pengepung skal selvfølgelig også med, da jeg håber på, at vi kan finde os nogle smukke ting til lejligheden. Badedragten er pakket i håbet om, at jeg i løbet af ferien må komme i vandet. Klipklapperne skal også findes frem og jeg forventer bare tær i en hel uge! Der bliver solskinsvejr så selvfølgelig er solcremen, aftersun og solbrillerne også pakket. Sidst men ikke mindst så skal jeg også have en god bog med. Bogen fik jeg for et par år siden, men jeg har aldrig fået den læst, så den glæder jeg mig til at kunne nyde i ferien.

Og nu glæder jeg mig til at stille vinterstøvlerne lidt på hylden!


Hvad kan jeg se frem til i marts

Foråret står for døren, så det første jeg virkelig ser frem til, er dét! Mere sol og bare varme solstråler mod min kind.
Min bacheloropgave står for døren. Jeg skal skrive om Æstetisk bæredygtighed og kommunikation, og faktisk begynder jeg også at glæde mig til, at komme i gang med den.
Jeg satser også stærkt på at være klar til at komme tilbage til arbejdet! Jeg savner det i hvert fald!
Vores kulturklub starter igen og jeg glæder mig også til at komme ud og opleve endnu flere ting med pigerne i København


Marts-mål

Rive det gamle køkken ned og starte på det nye
Få malet stuegulvet
Finde gardiner til stuen
Komme tilbage i løbeskoene
Få oplevet nogle skønne ting i København
Have nogle dejlige aftaler i kalenderen


Kommende indlæg

Jeg sætter ikke barren for højt, så mit program er ikke så stort for marts (endnu)
Men jeg kan ikke udskyde det køkkenindlæg længere, så det må helt sikkert blive et af de første indlæg, som der skal laves i marts.
Jeg tænker helt sikkert også, at jeg må samle en lille Marrakech-guide sammen til jer, I er nemlig allerede flere der har spurgt, om jeg vil dele ud, og det vil jeg helt sikkert gerne!


Nu vil jeg sige på gensyn endnu engang,
Tak fordi du læser med,
Kram

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når et kapitel lukkes og et nyt skal startes